Lege for alle både børn og voksne..

Velkommen til lege for alle...

Vi har opdelt legene efter hvor og hvornår de kan leges...

Dermed ikke sagt at indelege ikke kan leges ude og omvendt, det er op til din fantasi, men det er en vejledning. Så værs go og leg:

 

Indelege - Lege på stole - Boldlege - Stafet - Udelege - Tillidslege - Julelege - Literatur (hvor kan du finde flere lege)..

 

Indendørs lege..

 

Skoleg

Brug egne sko

Alle deltagerne som sidder i ring, tager deres sko af og lægger dem i en stor bunke.

En deltager skal herefter fordele dem med et par foran hver. Dem der får de rigtige sko, tager deres. De andre bliver igen fordelt o.s.v. til alle har fået deres sko.

Den deltager som skal fordele kan evt. stå uden for en dør, mens skoene bliver taget af.

-----------------------------------------------------------

 

Sjæle sko:

Brug egne sko

Deltagerne deles i to eller flere hold, hvert hold tager sine sko af og lægger dem i en bunke. På et signal gælder det for holdet om at stjæle sko fra de(n) anden gruppe. Alle deltagerne skal gå krabbegang (det vil sige, kravle på hænder og fødder med maven op ad. Start fra siddende stilling. Kravl over til modstanderne og læg en af deres sko op på maven, og kravl tilbage igen), man må kun stjæle en sko ad gangen.

Hvilket hold har flest sko efter eks. 3 min.?

Afhængig af alder kan man tillade mere eller mindre voldelig adfærd…

------------------------------------------------------------

 

Tegn og gæt stafet:

Blyanter og papir

Deltagerne deles i nogle hold, disse aftaler en rækkefølge, hvorefter deltagerne en ad gangen henter en opgave ved dommerbordet (en dommer for hvert hold, som også holder øje med om de snyder). Tilbage til holdet med opgaven. Denne opgave tegnes og når holdet har gættet den hentes en ny. Hvem når flest?

Alternativ

I stedet for at holdene skal tegne opgaverne på papir, kan man også bruge en skoletavle. Så kan begge hold se med og grine lidt af det.

--------------------------------------------------------------

 

Par-ballon:

Brug stole og balloner

 

De står 2 og 2 sammen ved hver sin stol (to om en stol), ved et signal skal en ballon pustes op og lægges i skødet på den ene mens den anden sætter sig på ballonen for at baldre ballonen.

 

Det par som først smadrer ballonen, har vundet.

--------------------------------------------------------------

 

Kyssekort-stafet:

Brug et spillekort eller lign.

Alle står side om side i to lange rækker (man kan da også sidde). Et papkort (evt. et spillekort) sendes rundt ved at man suger det ind til munden / læberne, afleverer til den næste, som suger kortet til sig, og lader det gå videre. To rækker med hver sit kort, dyster mod hinanden. Hvis kortet falder, risikerer man et kys! UHA.

 

En anden udgave hvor der bruges en tændstik i stedet, tændstikken kan efterhånden gøres kortere for hver omgang.

--------------------------------------------------------------

 

Morder:

Brug en tændstik

Deltagerne sidder i rundkreds, alle får en tændstik (lidt skjult så man ikke ser den knækkede tændstik), den med den knækkede tændstik er morder. Under legen skal morderen blinke til de andre, en ad gangen, så er de døde. Hvis én (som ikke er ramt af et blink) ser det, kan han råbe, anklage. Der skal også være en som kan vidne (en anden som også har set det, råber vidne), hvis de er enige om hvem morderen er, er morderen røbet og legen kan starte forfra, med en ny morder.

Den kan udvides ved at udskifte morderen med et helt andet tema. Kun din fantasi sætter grænser.

-------------------------------------------------------------

 

Hyde park Corner:

Brug 2 stole

To deltagere sidder overfor hinanden og har øjenkontakt. De andre i gruppen er publikum.

Bed publikummet om at nævne et tilfældigt emne (jo mere latterligt og skørt det er, desto sjovere bliver øvelsen /legen) og sig til den ene af spillerne at han er FOR emnet, og den anden han er IMOD emnet.

 

Forklar øvelsen på følgende måde:

"Meningen med denne leg er at forsvarer det synspunkt (emnet), I er blevet anvist, ved at bruge alle de argumenter, I kan komme i tanke om. Og undgå at svare på jeres modstanders monolog (emne), dette gør deltagerne ved at snakke i munden på hinanden.

Prøv hele tiden at se hinanden i øjnene.

Når jeg gør tegn, begynder I at snakke i munden på hinanden og publikummet er dommere".

Lyt opmærksomt til deres samtale og hvis en af dem tøver med at svare på modstanderen monolog/spørgsmål eller holder op med at snakke - så råb op at han har tabt!

Legen fortsætter med at (A) taberen bliver afløst af den, der har opdaget hans fejl eller (B) et andet par med samme eller nyt emne.

BEMÆRK: Det kan hjælpe de usikre hvis de selv får lov til at vælge emne og om de skal være FOR eller IMOD.

FORSLAG TIL EMNER:

Vingummi, aftaler, bananskræller, affaldskurve, aviser, mælk, skyer, pornografi (for de større), elastikker, makeup, kapsler, cigaretter.

Gæt og grimasser:

Brug opgaverne skrevet på papir

Du deler deltagerne op i to hold.

Du har i forvejen lavet opgaverne på sedler, som eks.:

Pjerrot står på ski...

Prins Henrik laver pandekager...

Kim Larsen spiller skak...

Brøndby spiller bordfodbold mod FCK.... eller OB.....

Marry læser højt for Felix

Se og Hør brænder fingrene på bryllupsnatten...

o.s.v.

Find selv på flere.

Det kunne være emner som handler om dine venner, din fest, forening o.lign....

Så skal en fra de ene hold op til dig og trække en seddel, og så udfører det som står på sedlen (Drama / teater) for sit eget hold, han må ikke sige noget, eller skrive, kun bevægelser.

Hvis de så gætter får de et point.

Der efter er det det andet holds tur.

Dem som gætter flest af de opgaver du har på sedler, har vundet.

---------------------------------------------------------

 

Kædehistorie:

Det er en leg hvor i kan være fra to til rigtig mange!

Det er simpelthen en historie som alle giver deres bidrag til. Så får vi alle læst historie.

Man begynder helt almindeligt, "Der var engang"… eller måske med "Det var en mørk og stormfuld nat"…

Næste deltager leverer så den næste bid af historien (selv forfattet) og sådan kører historien rundt i ring til man ikke gider eller kan mere!

Små børn kan have svært ved at forstå systemet, de skal nok have et udvidet stikord. Man kan også tage en af deres yndlingsbøger som udgangspunkt, med den risiko at du bare får historien genfortalt, men det gør ikke noget.

Større børn kan have meget fornøjelse af at fuldende ufuldstændige sætninger som f.eks.: "En mørk og stormfuld nat kørte en grøn bil med…"

Bare gå til den. Hvem siger at stor litteratur ikke kan skrives af et udvalg?

-----------------------------------------------------------

 

Sænke slagskibe - Kimsleg:

Minimum 4 deltagere, deles i hold, gerne flere end 2

Materialer: Karton / avis og en tusch pr. hold

Hvert hold tegner et skema med 7x7 felter. På den ene led angives felterne fra A - G. På den anden 1 - 7.

Hvert hold vælger nu et holdnavn, som også skrives på kartonet. Holdene finder nu 10 ting, og placerer hver af dem på et felt. Holdene får nu 3 - 5 minutter, til at se på de andre holds skemaer.

Herefter går holdene tilbage til deres eget skema og legen begynder.

Holdene skiftes nu til skyde 3 gange på hvem de ønsker. Når man har tur, nævner man bare holdet man vil skyde på, feltets navn og hvilken genstand. Hvis man rammer rigtigt og gætter / husker genstanden, så får man genstanden.

Efter en aftalt tid slutter legen, og det hold som har erobret flest genstande, har vundet.

-----------------------------------------------------------

 

Panteleg:

Familieleg eller med mange venner.

Brug en pose eller en hat

Man starter en spørgeleg, de som ikke kan svare på spørgsmålet, skal afleverer noget pant (eks. et eller andet man har i lommen). Pantet bliver lagt i en høj hat eller en ugennemsigtig pose. Når alle har givet pant, vælger man en panteopråber og en pantedommer.

Pantedommeren får bind for øjnene, og panteopråberen tager panterne op - et ad gangen - og siger:

"Hvad skal denne gøre som ejer denne pant?"

Dommeren skal så finde på noget sjovt, som ejeren (som jo også kunne være ham selv!) skal gøre.

En pantedom kunne være:

Stå op på en stol og synge lille Peter edderkop, eller stå på et ben og tælle baglæns fra 30 eller gå som en søløve, skubbe en usynlig giraf ind i en Folkevogn o.s.v.

Panterne er som regel noget man havde på sig eller i tasken. Det kunne være et lille spejl, armbåndsur, kan eller en nøgle o.s.v. Det gælder om at give noget som ingen andre har! Så der ikke bliver misforståelser ved panteopråbet (man kunne komme til at udføre en dom, og så bagefter opdage at det var en andens kam eller lign.)

-----------------------------------------------------------

 

Fup eller fakta:

Brug en ordbog, blyanter og papir

Denne leg for mindre grupper egner sig bedst til større børn og voksne.

En af deltagerne tager en (stor) ordbog og finder et ord, der ligner et vrøvleord.

Han eller hun skriver ordet og den rigtige forklaring, på et stykke papir.

Derefter fortælles ordet – men ikke forklaringen – til hele gruppen. Alle deltagere også den der fandt ordet, skal nu digte en plausibel forklaring på det underlige ord.

Når alle er færdige, læser en af deltagerne alle forklaringerne højt og deltagerne stemmer om den forklaring de syntes lyder rigtigst (den der fandt ordet har selvfølgelig ikke stemmeret).

Rigtigt svar giver point. Og man skal selvfølgelig indrette det sådan at alle får chancen for at finde et ord.

Det skal være en stor ordbog, f.eks. en Nudansk Ordbog eller Fremmedordbogen.

Det kan måske være svært for nogle at komme i gang? Så her er nogle ord til at starte på:

Politolog = videnskabsmand med statskundskab som speciale.

Salvere = bringe i sikkerhed.

Studehandel = aftale tværs over politiske grænser.

Emolument = bi-indtægt.

Aviatik = flyvekunst.

Agelus = katolsk bøn ved bedeslagene.

Pyæmi = farlig blodforgiftning med materiansamlinger rundt i legemet.

Kautsjuk = elastisk stof fremstillet af forskellige planter, f.eks. gummiplanten, og anvendt til bildæk, gummistøvler…

-----------------------------------------------------------

 

Lege på stole...

 

Komando-diller-daller:

Alle sidder i en rundkreds evt. omkring et bord, der er en som kommanderer hvilke ting de andre skal gøre.

Alle trommer med hænderne på lår eller bordplade.

Kommandanten, kommanderer: kommando diller daller - som er: håndfladerne på højkant slår op og ned.

Eller kommando høj - som er: håndfladerne på højkant stillestående.

Eller kommando lav - som er: håndfladerne fladt på lår eller bord, hænder i ro.

Kommandanten skifter hele tiden ordrer, evt. hurtigere, når en af deltagerne så gør noget forkert (ude af takt eller gør lav når der kommanderes høj) er den deltager ude af spillet. Variation: Kommandanten behøver ikke gøre som han selv siger!

----------------------------------------------------------

 

Send klap videre:

Alle sidder rundt om et bord, med armene spredt fladt ud på bordet, de er over kors med begge naboers arme, og håndfladerne er imod bordet. START: Klap en gang i bordet og "den" (klappet) er sendt af sted, så klapper hånden ved siden af o.s.v.

Ved to klap betyder at den / klappet (retningen) vender den modsatte vej rundt om bordet.

Det vil sige, når man kigger rundt på de mange hænder som ligger fladt på bordet, klapper de (hænderne) èn efter èn i rækkefølge, og er der èn som klapper to gange, vender klappe rækkefølgen den anden vej rundt om bordet (vend ikke for ofte, det aftales). Er der nogle som fejler (slår uden de har tur), er de (den hånd som fejlede) ude af spillet! Tempoet skal holdes, evt. sættes i vejret...

Udvidelse kan også laves med fødderne, hvor man står op.

---------------------------------------------------------

 

Lodsepladsen (Fra Bon-Bon):

En rigtig sjov leg (også kaldet frugtsalat).

Alle sidder i rundkreds og vælger navne som: Hundeprutter, Ørevoks, Store babser, Rige svin, o.s.v. eks. bruger man tre af navnene og fordeler dem med hver 3. Deltager.

Altså, deltagerne sidder på stole i rundkreds og en står op i midten.

Den i midten siger eks. "Hundeprutter", så rejser alle dem som har fået det navn, sig op og bytter pladser.

Ham i midten skal så prøve at få en af pladserne / en ledig stol inden en anden tager den, og den der så står tilbage, er den næste opråber.

Hvis opråberen råber "Lodseplads" betyder at alle bytter plads.

Udvidelse:

Hvis man vil have lidt mere tempo (egner sig bedst til store børn og voksne). Når der er opråbt et navn og de opråbte er ved at bytte plads, gælder det for alle som sidder på en stol, bliver stolen til højre ledig, skal man flytte til stolen (til højre), hvis den næste stol til højre så også bliver ledig? så flytter man igen......

Og det bliver den ved med at være, mange gange, så hvis deltagerne er hurtige kan en runde vare længe!

----------------------------------------------------------

 

Ordet på bordet:

Idéen har tidligere været i TV.

Deltagerne bliver delt op i 2 Hold. Med en ”ordstyrer i midten”.

Antal: 5-21 deltagere.

Materialer: Alfabetet på sedler, Nyheds sætninger, gæt og grimasser sætninger, flere forskellige emner til bla. Tale, for og imod og Telefon samtalen.

Opgaver:

De to hold får samme opgaver skiftevis, og skal fremfører dem for sit eget hold.

”For og imod”: 2 stk. fra samme hold stilles op og får X-antal tid, til at være for og i mod det samme emne. (Emnet bliver delt ud af ”Ordstyreren”)

”Telefon samtale”: 2 stk. skal ”tale i tlf.” Den ene (person 1) får en sætning ex. ”Jeg er bager og elsker is”. Nu gælder det så for person 1 at fortælle hvem han er og hvad han kan lide uden at sige ordene, og person 2 skal så gætte det.

”Gæt og grimasser”: en fra holdet får en sætning, og skal vise den uden ord, så de andre gætter sætningen.

”Nyheds oplæser”: ”Ordstyreren” vælger et emne der skal tales om, og valgte person går i gang med at fortælle nyhederne, om emnet. Undervejs bliver han så afbrudt af sedler som gives af ”ordstyreren” med et nyt ord, som skal indgå i sætningen.

”Holde tale”: 2 personer fra holdet bliver udvalgt. De ene skal stå lige bag den anden, og stikke sine arme frem, så det ser ud som det er den andens arme. Den anden får et emne at tale om, mens den ene skal styrer personens arme (sine egne arme), så det passer til det han siger i sin tale.

Point: Når holdene har gennemført en opgave får de et bogstav, alt efter hvor godt de gjorde det, får de ex. Svære bogstaver når de ikke gjorde det godt (W, å, q, ø, æ, …osv.) og gode bogstaver når de gjorde det godt (e, n, s, t, a…. osv.)

---------------------------------------------------------

 

Løve, giraf, elefant (Mimeleg):

Deltagerne sidder i rundkreds.

Alle får et dyr (Dyrenavn) som mimes med en let bevægelse og lyd (eks. mus = fingrene går hen over låret mens man siger piv-piv), løven sidder på den vigtigste plads og ormen på den dårligste (til venstre for løven). Ormen starter med at lave sin fagt + lyd og derefter en af de andres. Den, hvis fagt + lyd bliver lavet, fortsætter herefter på samme måde, sådan bliver rytmen ved. Fejler man, får man ormens plads og alle rykker frem mod løvens stol (til venstre rundt, væk fra ormen. Hvis løven laver fejl, bliver han orm, og derved rykker alle en plads mod løvestolen og en ny er nu løve.

--------------------------------------------------------

 

Hvem har taget kagen i skabet i nat:

Deltagerne sidder i ring. Klapper en rytme, skiftevis på ben og i hænderne, mens alle synger:

"nr.1 (= navn) har taget kagen i skabet i nat" - nr. 1 synger: "hvem mig?" - de andre: "ja dig". - nr.1: "nej nej" - de andre: "hvem så" -

nr.1 synger nu: "nr.4 (= navn) tog kagen i skabet i nat", nu er det nr. 4 som synger "hvem mig?".

Sådan fortsætter turen hele vejen rundt, til alle er udgået af legen, det gør de, en efter en, når de laver fejl, ude af rytme, siger forkert o.s.v....

---------------------------------------------------------

 

Hvem har bolden:

Deltagerne sidder i en meget tæt rundkreds.

En lille bold, en ærtepose eller lignende går fra mand til mand bag om ryggene. En person står i midten og skal nu gætte, hvor bolden er. Bolden skal hele tiden være i bevægelse.

Når midtermanden nævner et navn, skal den pågældende række hænderne i vejret. Gætter midtermanden rigtigt (han havde bolden?), skal de to bytte plads.

----------------------------------------------------------

 

Retfærdighedsleg:

Stoledans med popkorn.

Som alm. stoledans, hvor der danses rundt om en række stole (en stol mindre end der er deltager antal, når musikken stopper, sætter alle sig ned, den som ikke når at få en stol, bliver sendt ud af legen + der bliver fjernet en stol)

Der bliver lagt flere og flere popkorn på stolene efterhånden de bliver taget fra, popkornene skal spises eller bæres rundt, de må ikke smides eller siddes flade! Til sidst kan alle dele resten med vinderen.

----------------------------------------------------------

 

Sangleg:

Alle sidder i en rundkreds.

En person starter med at synge en linie af en sang, sidemanden synger så en linie af en anden sang, den næste i rækken synger så en linie af en tredje sang, og sådan bliver man ved, til en i rækken / rundkredsen ikke kan finde på en sang, så udgår denne person, og næste i rækken fortsætter.

 

Sidste mand vinder

---------------------------------------------------------

 

Kan du lide din nabo:

Deltagerne sidder på stole i en rundkreds.

Den, der er den, står i midten og skal spørge en deltager: "Kan du lide din nabo"?

Svares der "NEJ", skal naboerne bytte plads, uden at den der er den (i midten), når at sætte sig. Svares der "JA", skal der fortsættes med at sige "men jeg kan ikke lide dem med .f.eks. hvide sokker, briller, cowboybukser o.s.v. og disse som bliver nævnt skal så bytte plads. Når der er en tom stol må midtermanden gerne, hurtigt tage stolen.

Den, der ikke når at få en plads, skal være den i midten.

----------------------------------------------------------

 

Boldlege.

 

Boldstafet:

Som alm. stafet, to hold kæmper mod hinanden. Med en bold i panden (mellem panderne) og eller mellem benene på 2 deltagere fra holdet, skal de forcerer hen omkring et mærke og tilbage til holdet så de næste to også kan tage en tur.

To hold kæmper mod hinanden.

---------------------------------------------------------

 

Næsebold:

Deltagerne står på to rækker overfor hinanden, imellem ligger en fodbold, de 2 første

(1 fra hver hold) skal nu ud efter bolden, og få den med næsen tilbage til sit eget hold, inden den anden får taget bolden, bolden er først vundet når den er helt tilbage ved sit eget hold. Så en tur til med de næste to. Poing for antal bolde som tages hjem til holdet.

--------------------------------------------------------

 

Sommerbold-leg:

Her er en sjov leg som passer til årstiden:

Udendørs står i to personer (eller måske to hold med lige mange personer på hvert hold), med en vandslange på hvert hold, ca. 10 meters afstand, med front mod hinanden, i midten ligger en badebold eller lign.

Nu gælder det om at få spulet ved hjælp af vandstrålen, bolden over til det andet hold (eks. over en streg eller snor i har lagt i forvejen lidt foran hvert hold).

Det sjoveste er jo at få alle deltagerne så våde som muligt!

Man kan sagtens koble to vandslanger til en vandhane, ved at købe en forgrener i byggemarkedet.

--------------------------------------------------------

 

Den sidste rammes:

Der deles i to lige store hold, det ene hold danner en kålorm/slange ved at stille sig på række og holde hinanden om maven.

Det andet hold stiller sig i en rundkreds rundt om kålormen/ slangen (med lidt god plads). Holdet i rundkredsen har til opgave at ramme kålormen/ slangens sidste led (= en person) med bolden. Når det sker, rykker halepersonen op og bliver hoved.

Kålormen/ slangen må ikke vikle sig rundt om sig selv, så det sidste led er gemt inde i midten.

Hvor lang tid tager det for holdet i kredsen at ramme alle led? Når alle led er ramt, bytter holdene plads.

Brug en volley eller skumbold.

-------------------------------------------------------

 

Bold kramme tafat:

En komme hinanden ved leg.

I denne leg bliver man fanger, ved at den der fanger placerer en skumbold, eller lign. (rammer med bolden) på maven af dig. Lykkes dette, bytter man roller.

"Helle" opnås ved at to holder omkring hinanden (selvfølgelig dreng - pige) og giver hinanden en krammer (når man her gemmer maverne mod hinanden, kan man jo ikke rammes på maven). Ved "Helle" skal fangeren løbe videre til en anden person. Omvendt må man kun give den samme person et kram i fem sekunder. (Alle skal jo have en chance, selv den grumme karl der er den).

Spillet kan udvides ved at man putter flere og flere bolde ind i spillet. Kravet til knus kan ligeledes udvides til tre, fire eller fem personer ad gangen.

Der skal bruges: Skumbolde, eller andre blødere bolde. Det vil være godt at have rigeligt med bolde ved hånden!

--------------------------------------------------------

 

Handicap-dødbold:

Foregår i princippet som alm. dødbold (den som er den, har en bold og tæller, for derefter at kaste mod en anden).

MEN når man rammes af bolden dør man ikke.

I stedet mister man en legemsdel, hvorved man bliver handicappet.

Første gang man rammes, mister man brugen af højre arm, anden gang venstre arm, tredje gang højre ben, fjerde gang venstre ben.

Man ligger herefter som multihandicappet på jorden.

Det interessante er nu, om man bliver ramt en femte gang. Sker det, bliver man mirakuløst helbredt, og har sin fulde førlighed igen (kan evt. sikres ved at lederen "helbreder" ind imellem).

Du skal bruge: En eller flere bolde.

--------------------------------------------------------

 

Finsk rundbold:

En variation af en klassiker.

Der skal helst være ti deltagere, eller mange flere.

Disse deles op i to hold. Det ene hold er inde og det andet er ude, som i almindeligt rundbold. Når en spiller har skudt bolden ud på banen, løber han rundt om de fire baser.

Når hun kommer ind, hopper hun over medspillerne som i mellemtiden har lagt sig ned på en række.

Holdet får et point for hver base en spiller runder og for hver medspiller hun hopper over, inden udeholdet har fået bolden tilbage til opgiveren. Udeholdet skal fange bolden og få den hurtigst muligt ind til opgiveren, men inden den må kastes ind til opgiveren, skal bolden trilles gennem en tunnel, som udeholdet har dannet ved at stille sig op på en række med spredte ben. Den sidste i rækken tager bolden og får den ind til opkasteren.

Holdene kan skifte plads efter en tid, eller antal "døde", som i almindeligt rundbold.

Du skal bruge: 1 boldtræ + 1 tennisbold + noget til at markere en alm. Rundboldbane med.

----------------------------------------------------------

 

Lykkehjul:

Brug en bold.

Alle deltagerne minus én, står i en cirkel med ryggen mod cirklens midte.

Spred benene sådan, at jeres fødder støder mod jeres sidemands fødder.

Bøj jer forover og lad armene hænge mellem benene.

Den deltager, der er uden for, går ind i cirklen og bliver skydeskive.

Nu gælder det om for dem i cirklen at kaste bolden, mellem benene og ramme midterpersonen / skydeskiven.

Når bolden kommer uden for cirklen, eks. fordi du ramte forbi skydeskiven og bolden trillede gennem benene på en anden og ud af cirklen, får skydeskiven ét point.

Nu er det op til jer selv at aftale, hvor mange point midterpersonen skal have før denne bytter med den som kastede den sidste bold.

--------------------------------------------------------

 

Stafet.

 

Trillebør stafetten:

Stafetløb hvor deltagerne (i to hold mod hinanden) løber trillebør (en er trillebør, går på hænder, mens en anden holder ham i benene). Den der går kan evt. have en ske med en kartoffel i munden for at gøre det sværere. Hvilken af de to hold bliver færdig først? Er vinder...

Boldstafet:

Som alm. stafet, to hold kæmper mod hinanden. Med en bold i panden (mellem panderne) og eller mellem benene på 2 deltagere fra holdet, skal de forcerer hen omkring et mærke og tilbage til holdet så de næste to også kan tage en tur. To hold kæmper mod hinanden.

---------------------------------------------------------

 

Skilpaddeløb:

Stafet i to hold. Hvor de to holds stafet sendes af sted i en stor papkasse, uden bund og top. De kravler inden i, som i en tønde.

---------------------------------------------------------

 

Rundtosset:

Stafetten på hver hold, løber hen til en pind (på størrelse med et kosteskaft på en meter), han holder pinden, så den står på jorden og lægger panden på toppen af pinden, fra denne stilling drejer / løber han to eller flere gange rundt om pinden, og så tilbage til sit hold.

På returvejen til sit hold vil han ligne en meget beruset person.

--------------------------------------------------------

 

Tegn og gæt stafet:

Deltagerne deles i nogle hold, disse aftaler en rækkefølge, hvorefter deltagerne en ad gangen henter en opgave ved dommerbordet (en dommer for hvert hold, som også holder øje med om de snyder). Tilbage til holdet med opgaven. Denne opgave tegnes og når holdet har gættet den hentes en ny. Hvem når flest?

I stedet for at holdene skal tegne opgaverne på papir, kan man også bruge en skoletavle. Så kan begge hold se med og grine lidt af det.

--------------------------------------------------------

 

Berlinstafetten:

2 hold står ved hver sin side af en afgrænset firkant på størrelse med en gymnastiksal (afgræns hjørnerne med 4 kegler).

De står ved hver sin startlinie med næsen i samme løberetning, forreste mand har en stafet i hånden. Den skal han nu løbe hele firkanten rundt for at aflevere til den næste i rækken.

Men førstemanden på det andet hold løber jo også firkanten rundt for at aflevere stafetten til sit hold. Der er altså to, der løber med ½ omkreds' afstand mellem sig. Ideen er, at de løber efter hinanden - legen slutter når en stafetløber fra det ene hold har fanget en stafetløber fra det andet hold - fanget med hånden, ikke med stafetten (ikke slå).

Hvis holdene er nogenlunde jævnbyrdige, kan de nå at løbe mange omgange alle sammen, før en fanger en anden - den fra starten givne afstand skal jo første indhentes.

Da der er meget råben og heppen - er det bedst at afvikle legen udendørs. Der er ingen enkelt taber - den, der bliver fanget, bliver det jo, fordi hver deltager på holdet har mistet lidt af forspringet under legen.

--------------------------------------------------------

 

Udendørs lege.

 

Forhindringsbane for blinde:

Lav først en forhindringsbane af evt. sodavandsflasker opstillet rundt på en græsplæne, P-plads eller lign.

Lav to hold som skal kæmpe.

To fra hvert hold skal på banen ad gangen, den ene har bind for øjnene eller en papkasse over hovedet, mens den anden står uden for banen og dirigerer personen på banen igennem banen uden at vælte forhindringerne.

Det gælder om at komme hurtigere igennem end det andet hold.

Er der to store hold kan man fortsætte med de næste to til alle har været igennem...

------------------------------------------------------

 

Ring-ridning:

Lav en bane hvor der skal rides igennem, hvor der hænger snore med ringe i, oppe i luften (så de kan nås med en pind, fra "hesten").

Er der to baner, kan i lave stafetløb med to hold, som skiftes til at løbe banen igennem, til alle har været igennem.

Nu skal en person være hest, og have en anden på ryggen som rytter, rytteren skal have en pind, mens banen løbes igennem skal rytteren prøve at fange ringene med pinden.

Den (eller holdet) som kommer hurtigst igennem banen med flest ringe har vundet.

------------------------------------------------------

 

Levende-bordfodbold:

Lav en fodbolds bane som et bordfodbold, d.v.s. der hvor der er stænger med spillere på bordfoldboldsspillet, skal der være snore hvor de personer som skal være spillere skal holde fast i (så de bliver på deres pladser), man kan evt. sætte plastikrør på snorene som spillerne skal holde fast i, og kan køre frem og tilbage på snoren (uden at slippe taget i rør eller snor).

Selv målmanden skal holde i en snor og må kun glide frem og tilbage på snoren, men ikke slippe snoren!

Så skal den valgte dommer bare starte kampen....

-------------------------------------------------------

 

1-2-3 sten papir saks:

I 2 rækker overfor hinanden, på en bane / stor græsplæne. Deltagerne går mod hinanden (fra hver deres ende af banen) mens de råber "her kommer vi, her kommer vi.." (eller andet kampråb). Når der er 1 meters afstand "hugger" de 2 hold (som alm. Sten-saks-papir-legen, de har i forvejen aftalt hvad holdet skal slå: sten, saks eller papir), vinderholdet skal fange taber-holdet før de når i helle, som er en aftalt linje bag begge hold.

Der kan være rigtig mange deltagere.

-------------------------------------------------------

 

Abeleg fangeleg:

En er fanger, resten må spæne. Er man lige ved at blive fanget må man springe op på ryggen af en anden (abe i træ) eller omvendt, og de har helle begge to. Man må ikke hænge konstant på den samme! Leges på et afgrænset område. Den som først fanges, en dén, næste gang.

-------------------------------------------------------

 

Kluddermor:

En deltager går væk, resten holder hinanden (godt fast) i hænderne, og vikler/fletter sig derefter ind imellem hinanden til et spindelvæv, der råbes på kluddermor som skal kludre dem ud igen, uden der slippes i hænderne.

 

Det er meget morsomt. Til næste omgang finder man en anden kluddermor.

--------------------------------------------------------

 

Special-kluddermor:

Alle står i en rundkreds med lukkede øjne. Alle går frem og rækker hænderne ind i midten, og finder to forskellige hænder. Når alle har fundet to hænder, holder man godt fast, åbner øjnene og begynder at vikle sig ud (uden at slippe taget).

--------------------------------------------------------

 

Tæveleg:

Man deler børnene (jævnaldrene) i to hold. 25 meter fra de to hold ligger et teltunderlag (eller lign.). De to hold starter samtidig.

Hvem har efter et minuts forløb flest medlemmer på underlaget? Det er tilladt at skubbe (ingen vold) de andre deltagere væk fra underlaget.

--------------------------------------------------------

 

Katten efter musen:

En levende mur, en skal være kat og en mus...

Bortset fra en kat, mus og en dirigent, skal alle andre stå i 3 rækker med armene ud til siden så de danner 3 rækker / murer / gange i labyrinten. Katten skal fange musen mellem murene, når dirigenten siger vend, vender/ drejer alle personer i muren en 1/4 omgang, så murerne nu er på den anden led (man har fået en anden sidemand). Taktikken er at skifte eks. lige før musen bliver fanget, så der pludselig er en mur imellem kat og mus. De må ikke løbe gennem muren.

Når musen bliver fanget, skal katten være dirigent, og to nye skal være kat og mus (eller hvordan i nu vælger reglerne).

---------------------------------------------------------

 

Ståtrold:

1 trold skal løbe rundt på et afgrænset område og fange de andre, når de er fanget (berørt) skal de stå med spredte ben, og en anden kan redde dem ved at de kravler igennem deres ben, de har helle når de er imellem benene. Sådan blives der ved til alle er fanget eller til en aftalt tid.

Den eller de som blev fanget først, skal være trold næste gang.

---------------------------------------------------------

 

Sorte tyr / Fangen i rebet:

Deltagerne står i rundkreds, og holder et reb foran sig, i mave højde, rebet er bundet sammen så det danner en ring. En fange i midten prøver at røre en deltager i ringen, uden at gå uden for rebet. Han/hun som holder i rebet, må slippe rebet og træde tilbage, for ikke at blive fanget (ramt), men skal hurtigt gribe rebet igen, så det ikke rammer jorden.

Hvis rebet rammer jorden, må fangeren passerer rebet og fange en eller anden. Som i næste omgang skal være fanger, i midten af tovet.

--------------------------------------------------------

 

Jæger efter ræven:

På nær to skal alle stå på række, skulder ved skulder, skiftevis med ryggen den ene og den anden vej, ræven må løbe begge veje rundt (om rækken), mens jægeren kun må løbe den ene vej rundt, men han må til gengæld skubbe en af de andre i rækken på ryggen (og dermed skifte plads), så denne fortsætter som jæger, han må selv vælge hvilken retning han vil starte i, men må derefter ikke ændre retning. Den tidligere står nu i rækken.

--------------------------------------------------------

 

Kampen om kluden:

Deltagerne står i 2 hold overfor hinanden. I midten ligger en klud. 1 fra hvert hold (typisk den forreste i rækken) skal nu ud og hente kluden før den anden. Får man kluden tilbage til sit eget hold, uden at den anden fanger en (man er fanget så snart man bliver rørt) mens man har kluden i hånden, har man vundet, og den anden skal over på sit hold. Bliver man taget med kluden i hånden skal man over på den andens hold. Derefter de to næste i rækken, på holdene.

Hvis man ikke er meget hurtig, så kan det bedst betale sig at lade den anden prøve at tage kluden, og så klappe den anden på skulderen inden han når tilbage til sit eget hold.

--------------------------------------------------------

 

I åen, på bredden:

Med snor eller kridt markeres / tegnes en å, vi forestiller os: vandet i midten og bredder på begge sider. Deltagerne stiller sig op i to rækker på hver sin bred ved åen, lederen af legen siger "i åen eller på bredden", og deltagerne hopper i åen ved den kommando, og når lederen siger på bredden hopper alle tilbage igen, siger lederen forkert, eks. i vandet, på søen, i havnen, eller hvilken som helst andre kommandoer end lige de to rigtige, og nogle hopper i alligevel, er de udgået af legen.

--------------------------------------------------------

 

Jæger og harre:

Deltagerne sidder på hug i en lang række.

Hver anden deltager har front i modsat retning.

Forestil jer en oval figur omkring rækken.

Haren ved den ene side af rækken begynder at løbe. Må løbe i begge retninger.

Jægeren ved den anden ende af rækken skal fange haren. Han må vælge hvilken retning, han vil løbe i, men må ikke skifte retning, når han er begyndt at løbe.

Når jægeren slår en af de andre deltagere på ryggen og siger "GO", skal denne blive jæger, og den gamle jæger tager personens plads i rækken.

Den nye jæger kan nu ændre kurs - men ikke undervejs.

Strategien i legen er at skifte jæger ofte.

Når haren er fanget, sætter han sig på hug for enden af rækken.

Den gamle jæger skal nu jages, og personen ved den anden ende af rækken bliver jæger.

Legen minder meget om "Jæger efter ræven", med den forskel at man her sidder i hug.

---------------------------------------------------------

 

Fjolle-OL:

Fjollede lege og sportsaktiviteter, du selv kan bygge videre på.

Som navnet antyder, er meningen med Fjolle-Ol at finde på fjollede lege og sportsaktiviteter, som for eksempel at hoppe på et ben gennem et lokale eller et stykke på græsplænen, at gå baglæns, mens man vifter med armene, at kravle på alle fire, balancerer med en bog på hovedet… og andre fjollerier af samme skuffe.

Lad deltagerne bruge fantasien og selv finde på nogle fjollede lege.

I kan evt. kombinerer forskellige aktiviteter som for eksempel at hoppe, synge, bære en bold på en ske.

I skal konkurrere indbyrdes og se hvem der er hurtigst eller langsomst i en bestemt ”sportsgren”.

I kan i grupper holde stævnemøder hvor det går ud på at finde på nye aktiviteter undervejs i forløbet.

Gå f.eks. i gang med at tegne en start og mållinie, så skal deltagerne gå fra start til mål med den ene hånd på jorden og den anden hånd oppe i luften.

Hvem ved om i måske skaber nye olympiske traditioner?

-----------------------------------------------------------

 

Smaugs skat:

Du skal bruge: Et håndklæde, en hue eller lignende.

Dragen Smaug står vagt om sin skat (et håndklæde eller lign).

Deltagerne danner en cirkel omkring den og prøver at stjæle skatten.

Smaug brøler og slår ud - frygtindgydende - Han må fjerne sig så meget fra skatten, som han tør.

Den, han rører (som prøver at stjæle skatten), fryser til is, og bliver stående sådan til legen/ omgangen er slut.

Omgangen er slut, når alle er frosset, eller en har taget skatten. Så bytter Smaug plads med den nye, som har skatten.

-------------------------------------------------------------

 

Bombemand:

En leg for 10--100 årige, på en stor græsplæne.

Find et passende antal terrorister 1 pr 8--10 deltagere.

Terroristerne armerer bomberne (de andre deltagere) ved at røre ved dem og råbe "armer".

Bomben tæller nu højt til ti. Hvis han eller hun når til ti, råber han/hun "KAPOW", eksploderer og farer ud og fanger en anden deltager (dog ikke terroristen) og råber du er "totgewesen".

Når bomben er eksploderet og har ramt en anden deltager, går de begge ud af legen.

Bomberne kan desarmerer ved at en anden ligger sig ned på maven foran dem, og rører deres fødder med hænderne og råber "jeg klipper den røde ledning nu".

 

 

Tillidslege...

Tillidslege er lege hvor vi SKAL udføre legen som aftalt, så vi ikke mister tilliden til hinanden.

Det er også en leg som flytter grænser for deltagerne...

Fanger fører blind:

Kan laves inde og ude. Kræver god plads

Flere deltagere deles i par (2 og 2) den ene med bind for øjnene, går rundt i et i forvejen afmærket område. Den anden står ude på sidelinien (uden for området, og kan se alle de andre blinde inde i området) og fører den blinde ved hjælp af tale (højre - venstre - lige ud o.s.v.) så han (den blinde) fanger de andre blinde, inden de' fanger ham (rører ved dem / tager fat i deres tøj, og siger fanget eller lign.). De som er fanget går ud af legen i denne omgang.

Vinderen er, ja det siger sig selv, det sidste par!

 

Flyvende tæppe:

Alle ligger på ryggen, med hovederne sammen, og benene i hver sin retning skiftevis, i en række. (Det vil sige en række ligger skulder ved skulder, den anden række ligger bare modsat, med hovedet mod de andre, sådan at alle ligger med øre mod øre).

Nu skal en person lægge sig ned (med hel stiv krop) på de andres opstrakte arme, i den ene ende af rækken. Så skal den som ligger ned bæres henover alle, som ligger ned, ved hjælp af de mange arme / hænder som stritter op i luften.

 

Tromle:

Alle ligger på række, på ryggen skulder mod skulder, mens en person triller (med strakt krop) henover alle kroppene.

 

Lang stol:

Lav en menneskelig lang stol ved at alle sidder på hinandens knæ. Alle står i en lang række bag hinanden. Den bagerste bukker lidt ned i knæ, den foran sætter sig forsigtigt ned på dennes knæ, den foran igen sætter sig også ned på bagmandens knæ, og sådan fremdeles.

Prøv jer frem.

 

Træstammen:

En ad gangen stiger en deltager op på et bord eller lign. Her stiller hun sig helt ude ved bordkanten, helt stiv i kroppen, med ryggen ud mod bordenden. Neden for bordet står de øvrige deltagere, 2 og 2 overfor hinanden og holder i hinandens hænder (godt fast) klar til at gribe. Træstammen/ personen lader sig falde (med lukkede øjne) bagover. Griberne griber stammen i vandret stilling. Sådan fortsættes til alle har prøvet.

Hvis deltagerne er lidt nervøse, kan man starte med øvelsen fra jordhøjde, derefter fra stolehøjde. Men det handler om at have tillid!

 

Skubbe blind:

Deltagerne står i rundkreds (i ring) og skubbe til en i midten, som har lukkede øjne, eller bind for øjnene. Han/ hun skal stå på samme sted og slappe helt af, men de andre skubber. Hav tillid til at de andre griber!

 

Gennemryste til musik:

Mellem et par lege, kan det være rart at få rystet kroppen lidt igennem, og afstresse inden man går videre til nye udfordringer...

Evt. musik som spiller i baggrunden. Alle står op, med armene hængende slapt ned, så begynder man at ryste fingrene, så armene, benene, hovedet og så hele kroppen til sidst.

 

Alternativ: Lederen siger til alle som står tæt. Forestil jer at i står som spagetti-stænger i en gryde med vand, nu begynder vandet og koge og vi begynder at ryste og hoppe lidt. Vandet koger mere og mere, samtidig hopper vi mere vildt. Til sidst bulderkoger vandet og vi hopper så vildt vi kan....

Massere og løfte:

Alle sidder på knæ rundt om en liggende person, som slapper helt af med lukkede øjne. Alle masserer personen på arme, ben, krop og hoved, til hun slapper helt fuldstændigt af. Derefter løfter alle den vandret liggende personen op (stadig i vandret stilling) ved at holde fast i tøj og krop, og går rundt så personen mister orienteringen. Personen som har haft lukkede øjne (eller bind for øjnene) bliver dejlig forvirret når hun åbner øjnene og ser at hun slet ikke er ret langt fra udgangspunktet.

 

Grupperejs:

5 - 10 deltagere sidder i hugstiling, i rundkreds med benene / fødderne mod hinanden. Armene strakt frem, og man har fat i hinandens hænder. Med sammenfiltret arme skal alle på en gang forsøge at rejse sig. Ved at trække sig op.

På samme måde som hvis to personer sidder med ryggen mod hinanden, holder armene i armkrog, og herfra rejser sig op, ved at skubbe mod hinanden.

Julelege.

Spil med pebbernødder:

Brug papir, blyanter, terning, pebernødder.

Hver deltager får et stykke papir. Tegn 6 felter efterfulgt af hinanden, som på en ludoplade, (hvert felt skal være ca. 2 x 3 cm.) skriv tal fra 1 - 6 på.

Kast en terning efter tur, får man en 6'er må man tage en pebernød fra skålen og lægge den i første felt (man skiftet til at slå). Pebernødden flyttes lige så mange felter frem, som terningen viser.

For at blive færdig skal man slå så mange øjne, at det lige passer, at pebernødden kommer et trin udenfor det sjette (sidste) felt.

Slår man for mange øjne må man flytte tilbage, så mange felter som øjnene viser.

Når pebernødden er ude, må den spises, og ved din næste tur slår du efter en ny pebernød! Til i ikke gider mere, eller ikke kan spise flere..

 

Chokoladefrøer:

I skal bruge:

En/to terninger, en masse chokoladefrøer i en skål og et sæt spisepinde.

Beskrivelse:

Deltagerne skiftes til at slå med terningen. Slår man en sekser får man skålen og pindene og må så spise lige så mange chokoladefrøer, man kan nå inden der er en anden der slå en sekser.

 

Tips.: I kan godt bruge andet end chokoladefrøer, eks. pebernødder el.lign..

 

Find nissen:

I skal bruge:

En kravlenisse pr. deltager og et minutur.

Beskrivelse:

Find Nissen er stort set identisk med legen tampen brænder. Alle deltagerne får en kravlenisse. En af deltagerne sendes udenfor døren, de andre gemmer nu deres kravlenisser i rummet. Når kravlenisserne er gemt, kaldes den der var sendt udenfor døren ind igen. Minuturet stilles nu på 5 minutter, det er den tid han/hun har til at finde så mange af de skjute nisser så muligt.

 

Alle der har gemt nisser hjælper på den måde at de synger "Højt fra træets grønne top", hvis deres nisse er højt placeret, eller "I en kælder sort som kul", hvis nissen er lavt placeret. Hvis nissen er meget tæt på må der råbes "Det ér jul!" og hvis den søgende deltager fjerner sig fra nissen synges der "Oh it´s har to be a nisseman". Når den nisse man har placeret er fundet, skal man tie stille.

 

Når alle har prøvet vinder enten den der fandt flest nisser - eller hvis flere fandt lige mange, den der brugte mindst tid.

 

Kaste med pebbernødder:

I skal bruge:

Pap ca. 50x100 cm.

1 fed tusch

3 pebernødder pr. deltager

en pointblok + pen

Små gaver, som f.eks. små chokoladefigurer, clementiner, karameller eller lignende.

Beskrivelse:

Tag pappet og inddel det i felter med tal i. Start f.eks. med en ring i midten, som giver flest point. Lav derefter inddelinger til seks felter mere og sæt tal i. Sæt et julemotiv i 2 af felterne.

 

3 pebernødder udleveres til hver deltager, som på skift kaster alle sine pebernødder (én ad gangen). Point tælles sammen før næste deltager går i gang.

 

Aftal på forhånd, hvor mange omgange I vil spille og hvilken afstand fra spillepladen der skal være, så der ikke bliver nogle sure miner. De kan være en god idé, hvis deltagerne er både børn og voksne, at lave forskellig afstand til pladen. Hvis nogle af pebernødderne har ramt et felt med et motiv får man lov til straks at vælge en lille gave.

Til slut når alle omgange er spillet, tælles alle pointene sammen. Den der har opnået flest point må til slut vælge to gaver.

 

Mus:

I skal bruge: Pebbernødder

Beskrivelse:

Hver deltager får lige mange pebernødder.Een af deltagerne placerer 5-10 pebernødder foran sig på bordet. Han/hun lukker nu øjnene, en af de andre deltagere peger nu på en pebernød. Deltageren som lukkede øjnene skal nu forsøge at gætte hvilken pebernød, der blev peget på. Det gør han/hun ved at tage pebernødderne een efter een og spise dem. Når han/hun tager den pebernød der er blevet peget på råber de øvrige deltagere "MUS", deltageren må nu tage de tibageværende pebernødder og flytte dem tilbag i sin egen bunke.

 

Den der først løber tør for pebernødder har tabt.

 

Nisse:

Alle deltagernes navne skrives på små sedler, som så blandes. Hver deltager trækker nu en seddel med navnet på en af de øvrige deltagere. Alle deltagrene skal nu være nisser for den deltager hvis navn de har trukket.

 

At være nisse har 2 sider. Først og fremmest:

1) At være god ved den deltager man skal være nisse for. Som for eksempel at fabrikere eller købe små velvalgte gaver til sit offer, som for eksempel: konfekt, ny nissenøglering med lyd, en hjemmestrikket sok (hvem ville ikke blive glad for sådan een) og så videre.

 

2) Små drillerier - ikke mobning eller drilleri der gør det umuligt at gennemføre en arbejdsdag/skoledag. Men små, morsomme gags, som for eksempel at tape indstillingsarmen på kontorstolen fast, så stolen indstilles til dværgstørrelse øjeblikkeligt når man sætter sig på den. At montere en "trækbordbombe" i skuffen således at den affyres når skuffen åbnes. At placere en chili under agurken på leverpostejsmaden. At med sprøjte og kanyle at tilføje lidt rødbedesaft til en klementins indhold, inden den placeres i ofrets skål med klementiner.

 

På den sidste arbejdsdag/skoledag skal alle nu forsøge at gætte hvem der har været netop deres nisse.

 

Pakkeleg med kniv og gaffel:

I skal bruge:

Tape, snor, avispapir, gaffel, kniv, en skål, terning(er) og sidst men ikke mindst slik.

Beskrivelse:

Inden legen pakkes slikket ind i avispapir, tape og snor, således at det bliver til en stor pakke. Pakken laves efter lag på lag princippet, det vil sige at man pakker en håndfuld slik ind først. Så pakker man pakken ind igen, men i laget mellem pakken og dens indpakning smider man igen en håndfuld slik. Sådan fortsætter man til man løber tør for slik.

 

Alle sætter sig nu i en rundkreds. Der sendes nu en eller flere terninger rundt, når man slår seks må man gå ind i midten af rundkredsen og forsøge at pakke pakken op med kniv og gaffel. Det gælder nu om at få pakket så meget slik ud så muligt og få det op i skålen ved hjælp af kniven og gaflen. Man må ikke røre hverken pakken eller slikket med hænderne, gør man det skal man ud og sidde i rundkredsen igen. Så snart en anden deltager slår seks skifter han plads med deltageren i midten. Alt det slik man når at få op i skålen må man beholde.

 

Rundegave:

I skal bruge:

Gave, gavepapir, papir og blyant.

Beskrivelse:

Man pakker først gaven ind én gang, og på indpakningen skriver man f.eks: "Giv gaven, til drengen, som har de flotteste tænder". Drengen der så får gaven, pakker det næste lag ud - så står der f.eks: "Giv gaven, til pigen med den flotteste bluse". Pigen som så får gaven, tager det næste lag gavepapir af, og så står der f.eks: "Giv gaven, til drengen med de smukkeste øjne". og sådan fortsætter legen, indtil der ikke er flere lag gavepapir tilbage, og personen, som pakker det sidste lag af, får så gaven.

 

Man kan selv bestemme, hvor mange lag papir der skal være, og der skal nok være mindst 8 - både drenge og piger - med.

Literatur:

Find bøger på biblioteket med lege...

Udendørs lege, 79,3 af Jørgen Clevin

 

Børnenes legebog, 79,3 af Jørgen Clevin

 

Lege i klassen, af Henning ASP. Poulsen - Forlaget Bellis

 

Hund i lænke og andre, af Jørn Møller

 

Leg med liv i, 79,3 fra FDF

 

Hvad skal vi lege 79,3 fra Spejderforlaget

 

Permins legebog, fra Høst og Søn

 

Legebogen, af Karen Sigsgaard

 

Lege for voksne, 79,3 af Erik Rønholt

 

Gruppedramatik og Gruppeterapi, fra Rhodos

 

Lejrbålsunderholdning, af FDF

 

Der er mange mange flere på biblioteket! Se under 79,3

 

 

Copyright © All Rights Reserved Skriv til webmaster på "webmaster(snabel-A)vores-fritid.dk"